EU-modstanderne er på retur.
Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU blev således noteret for blot 7,5% af stemmerne i en meningsmåling forleden. Tilsammen! Det er en markant tilbagegang i forhold til valget i 1994, hvor 25,5% af danskerne sendte fire ukonstruktive modstandere i parlamentet.
Der er givetvis flere forklaringer på tilbagegangen. EU-afstemningerne fra 1992 og 1993 er kommet på afstand, og befolkningen er i dag mere optaget af, hvad konsekvenserne er af forbeholdene, end af at dukke sig for EU-modstandernes uophørlige trusler om “mere union”.
Dertil kommer, at den betydelige opmærksomhed om parlamentet i forbindelse med kommissionens afgang har givet et klarere indtryk af, at Europaparlamentet består af forskellige (parti)politiske grupperinger. Det er med andre ord ikke en ja-nej afstemning, når der er EP-valg. Det er en afstemning om, hvilken politik der skal føres. Og her er det ikke nok at sige ja eller nej. Idéen med at have et Europaparlament er jo netop, at der samarbejdes politisk på tværs af grænserne. Konservative arbejder således sammen med konservative fra andre EU-lande (f.eks. om bekæmpelse af svindel og bureaukrati) mens socialdemokraterne samarbejder med socialdemokrater fra andre lande om deres mærkesager (f.eks. arbejdsmarkedspolitik).
EU-modstanderne sidder derimod i en lille aparte gruppe, der består af 16 medlemmer, hvoraf 9 er franske nationalister. Med et parlament på 626 medlemmer siger det sig selv, at de stort set er uden indflydelse på parlamentets arbejde.
Værre er det, at vælgerne reelt intet får at vide om, hvad EU-modstanderne laver eller vil lave i parlamentet.
Det nærmeste man kommer det er luftige bemærkninger om, at man er “mod mere union”.
Forhåbentlig holder prognosen, så vi ved Europaparlamentsvalget kan få reduceret dette spild af stemmer.
Ofte hører man bekymring over, hvilken indflydelse Danmark har, som et af de små EU-lande. Den mest direkte vej til at sikre os indflydelse er, at stemme på en kandidat, som er positivt interesseret i det europæiske samarbejde, og som minimum har nogle holdninger til Europapolitikken, og som går videre end til bare at være imod.