Kommuner spærrer for nummeroplysningen
line.gif (862 bytes)

Århus Kommune har besluttet sig for at spærre for de ansattes brug af Tele Danmarks telefonnummeroplysning på 118.

Et opkald koster 10-12 kr. per gang, og en intern beregning tyder på, at Århus Kommune på den måde vil kunne spare omkring en halv mio. kr. årligt, skriver Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

I stedet bliver kommunens telefonsystem indrettet, så alle medarbejdernernes 118-opkald automatisk dirigeres ned til kommunens interne omstilling. På den måde kommer omstilllingen til at fungere som en intern nummeroplysning via Tele Danmarks skærmbaserede navn- og nummeroplysning, som der er adgang til via Internet.

Ved på denne måde selv at tage sig af nummeroplysningen reducerer Århus Kommune telefontaksten fra de nævnte 10-12 kr. per gang til nogle få øre.

De ansatte kan dog også selv søge de ønskede telefonnumre via Tele Danmarks eller andre udbyderes gratis-oplysning på Internet.

Også Århus Amt har spærret for alle 118-opkald og regner med at spare 200.000 kr. årligt eller op mod syv pct. af telefonudgifterne.

Flere af amtets største sygehuse har også sat en stopper for 118-opkald.

I Kolding Kommune omfatter spærringen ikke kun nummer 118 men alle servicenumre, inklusive klokken, vejrmeldingen og radioaviser.

Kilde: RB, 24.03.99