Hvorfor ikke sælge DR?
line.gif (862 bytes)

DR er i et ledelsesmæssigt kaos, men samtidigt også i et økonomisk morads. Efter en farceagtig ledelse er DR ført ud i et ledelsesmæssigt vakuum, alt imens at millionerne forsvinder mellem fingrene på mediegiganten!

Der er ikke kun behov for kosmetiske ændringer, men for helt fundamentale ændring i den store kulturinstitution. Det er ikke længere nok bare at overveje nogle nye navne til ledelse eller økonomiske finjusteringer. Hvis man blot diskuterer mulige navne på en kommende bestyrelsesformand, eller alene kigger på muligheden for indføre endnu et lag i ledelseshierarkiet i form af et repræsentantskab, så vil DRs grundlæggende problemer fortsat bestå. Der er behov for at gribe fat om nældens rod og se på en ændring af ejerforholdene.

Historisk har der i Danmark været tradition for, at staten driver radio- og tv-virksomhed. Sådan var det i radioen og fjernsynets barndom, sådan var det i tiden, hvor DR havde monopol, og sådan er det den dag i dag. Det er ikke nogen naturgiven ting, at staten fortsat skal eje to tv-stationer med 5 landsdækkende, dansksprogede tv-kanaler (DR1, DR2, TV2, TV2 zulu og TV2 Charlie).

Foruden de 5 statsejede tv-kanaler, har vi også 5 landsdækkende danske kommercielle tv-kanaler: TV3 og TV3+, TV-Danmark 1 og 2 samt DK4. Når udbuddet og konkurrencen på tv-markedet nu blomstrer i rigt mål, så burde staten trække sig ud og sælge ikke bare TV2, men også DR. Hvad skal så lille et land med så mange statslige TV-kanaler, når der er rigeligt med øvrige tv-kanaler?

Hvis staten sælger DR og overlader driften til private på kommercielle vilkår, vil borgerne spare udgifterne til licens på i alt 3,4 mia. kr. Hvis staten fortsat ønsker, at tv-stationerne påtager sig en public service-forpligtelse, kan kravene skrives ind i udbuds- og salgsvilkårene.

Hvis ikke man vælger den radikale løsning at sælge DR, bør man under alle omstændigheder se på andre finansieringsmuligheder. Den nuværende ordning med licensopkrævning er under al kritik. For det første er der alt for store muligheder for at omgå reglerne. Alt for mange snyder og undlader at betale deres licens, og kontrollen synes at være for dårlig og ineffektiv. 97% af alle husstande har fjernsyn, men i 2003 betalte kun 90% af husstandene licens. Det svarer til, at der hvert år snydes for ca. 250 mio. kr. Det er ufatteligt, at der ikke langt tidligere er sat mere massivt ind mod dette snyderi. At DR lader 7%-point se fjernsyn uden at betale licens, er en hån mod de 90%, der troligt betaler deres licens år efter år.

Tv-licens opkræves pr. husstand og ikke efter forbrug eller efter antallet af personer pr. husstand. Licens-opkrævningen er derfor dybt asocial. Den enlige studerende eller den enlige folkepensionist med en årsindkomst på under 100.000 kr. skal betale det samme i licens, som den storfamilie med en millionindkomst, og som har fjernsyn både i stue, køkken, soveværelse og i hvert børneværelse. Det er dybt urimeligt.

Licens-systemet er absurd set i lyset af, at omkostningen til at producere tv-udsendelser er helt uafhængig af, hvor mange der ser på. Det er overraskende, at et flertal i folketinget – heriblandt socialdemokratiet - er tilhængere af brugerbetaling pr. husstand på dette område, hvor der ikke er brug for adfærdsregulering. At man fortsat opererer med en særlig sort/hvid-licens, selvom det praktisk talt ikke er muligt at købe et sort/hvid tv i dag, og selvom omkostningen til produktion af udsendelser, der vises på et sort/hvid-tv, er præcis dem samme som for udsendelser, der ses på farve-tv skal blot nævnes som et kuriosum. På dr.dk kan nyhedsudsendelser i øvrigt ses helt uden at betale licens.

Den nuværende ordning, hvor DR selv opkræver licensen, er meget kostbar. Opkrævningen af licens og administrationen heraf koster hvert år 56 mio. kr. (kilde: DR 2003 licensregnskab). Hvis man i stedet afskaffede licensen og betalte over skatterne, ville man med det samme spare disse 56 mio. kr. i licens-administration. Hvis man betalte sin licens over skatten, vil man oven i købet få en mere social retfærdig fordeling af licensudgifterne, hvor de bredeste skuldre kommer til at bære de tungeste byrder. De store indtægter vil komme til at betale mere end den enlige studerende eller den enlige folkepensionist.

Hvis licensen ikke længere skal opkræves af DR, men tværtimod opkræves via skatterne, vil udgiften også komme til at indgå i den almindelige prioritering, og kan ikke blot hæves efter behov. Hidtil har licens været en af de hastigst voksende skatter. For et farvefjernsyn er licensen de seneste 10 år steget fra 1.544 kr. i 1993 til 2.080 kr. i 2003. Der er tale om en stigning på mere end 30 procent. Bestyrelsen i bl.a. DR har tilsyneladende ikke magtet holde udgifterne i ro. Hvis pengene til bl.a. DR opkræves over skatterne, vil DRs ledelse skulle gå til finansministeren og argumentere godt for deres sag, hvis de vil bruge flere penge. Så vil behovet for øgede udgifter indgå i en almindelig prioritering på lige fod med alle statens andre udgifter.

Udfordringerne er mange, og nu må tiden vise, om modet til forandringer er til stede. Bolden ligger nu hos Folketingets partier, der hurtigst muligt bør gribe initiativet. Senest i næste regeringsgrundlag bør regeringen spille ud med en langsigtet løsning på DRs grundlæggende problemer.

Af

Jakob Næsager, Folketingskandidat (C) i Søndre Storkreds og

Martin H. Wolffbrandt, Folketingskandidat (C) i Østre Storkreds