Olsen-Banden, Shu-Bi-Dua og den virkelige virkelighed
line.gif (862 bytes)

Tilhængere af det europæiske samarbejde peger ofte på den europæiske kulturelle, historiske samhørighed i argumentationen for at sige ja til EU. Hvorfor og hvordan hænger det sammen? Og er det rimeligt at tro man kan dæmme op for nationalisme ved at træffe beslutninger centralt? To gode spørgsmål jeg som repræsentant for ja-sigerne blevet bedt om at give et bud på. Nøglen til svaret ligger som antydet i overskriften måske i os selv, i danskheden og vores selvopfattelse.

De varme lande er noget lort

Den danske virkelighedsopfattelse, når det gælder Europa og europæisk samarbejde er desværre ofte afsporet. Afsporet af, at vores forestilling om andre lande i almindelighed og EU i særdeleshed er helt urealistisk. Sat lidt på spidsen, så er det Olsen-Banden og Shu-Bi-Dua’s skyld. Eller vores egen, fordi vi siden 1970-erne har slugt Olsen-Banden og Shu-Bi-Dua’s virkelighed råt, imens kramperne fra latteranfaldene tilsyneladende har gjort os blinde for, at vi selv bliver spiddet af de rammende tekster.

Nu er det formentlig et vovestykke at drage sådanne nationalklenodier ind i debatten, og tage dem til indtægt for nogetsomhelst. Alligevel vover jeg at gøre det, netop fordi vi vel allesammen er enige om at de står for noget kernedansk. Hvordan har Shu-Bi-Dua det med danskheden og det internationale? Ja, man kan jo starte med deres bud på en nationalsang fra pladen 78’eren:

"Der findes andre mennesker end dem der er danske

De bor i huler og slås hele da’n

Det har vi li’godt aldrig nogensinde gjort

De varme lande er noget lort"

Så er tonen ligesom slået an. Tager man teksten for pålydende er den selvfølgelig det rene vås: Vi er faktisk ikke de eneste civiliserede i denne verden. Går man tilbage historien har vi f.eks. i vikingetiden været voldelige og barbariske, og at dømme efter vores ferievaner er de varme lande slet ikke tossede. Det mener Shu-Bi-Dua selvfølgelig heller ikke. Alligevel er deres karakteristik af vores verdensopfattelse et pletskud.

For har vi ikke allesammen grinet af Shu-Bi-Dua’s billede af tåbelige hulemænd i sandaler, som slår hinanden i hovedet med trækøller, på vores nethinde? Og af os selv, fordi vi jo så er de fredelige, civiliserede nordboere? Problemet er bare, at vi lige har glemt, at Shu-Bi-Dua’s tekst er en karikatur. Vi griner for meget af de andre og for lidt af os selv.

Et andet eksempel: I 1980 lavede Shu-Bi-Dua en hyldest til Dronning Margrethe med titlen Sorgenfri, som har følgende refrain:

"Hvad sku’ vi med en præsident

Sådan en folkepolitibetjent

Med støvler og hjelm og skrårem på

som stikker sin næse i alt"

Billedet er det samme. Hurra for det danske folkestyre, hurra for kongehuset (som jeg som konservativ i øvrigt har det helt fint med) - og så et spark til de andre. Er der ikke demokrati i Tyskland? I Frankrig? I USA eller Italien? De udøver demokrati på en anden måde, end vi gør - men er den ringere? Hvis man sluger Shu’Bi-Dua råt - uden at opdage man selv bliver spiddet af deres tekst - så snyder man sig selv med et falsk billede af, at alle republikker er banan-diktatur-stater.

Olsen-Banden på Vildspor

Der er heller ikke megen hjælp at hente i Olsen-Banden. Det er den lille danske bande der med middelmådige Kjeld og hans utålelige kone Yvonnes problemer som omdrejningspunkt går til kamp mod bureaukraterne og for lille Danmark. Det gælder EU’s smørpukkel, Verdensbanken, eller at redde Danmark for at blive en turistregion i EU’s Nordregion, når "Operation Daisyland" føres ud i livet. Når Egon, Benny og Kjeld tager til Bruxelles kæmper de for den røde kuffert med en flødeskumskage. EU-bureaukratiet er forsvaret af latterlige soldater, som bevogter kontorbygningen.

Det er Shu-Bi-Dua om igen. Vi bliver spiddet - for det er jo os selv, som er Egon, Benny og Kjeld - eller måske endda Yvonne. Vi griner af dem uden at opdage det, og efterlader os et billede af EU som et kæmpe buraukrati, der ikke vil Danmark det godt og i øvrigt er forsvaret af en Europahær, som render rundt med hjelme og maskingeværer inde i kontorbygningerne. Sådan er virkeligheden selvfølgelig ikke.

Den virkelige virkelighed

Shu-Bi-Dua og Olsen-Banden er sjove. Ingen tvivl om det. Og de rammer på mange måder plet. Men den virkelige virkelighed er en anden en Shu-Bi-Dua’s og Olsen-Bandens.

Danmark er et enestående land, men vi er ikke verdensmestre i alt. Hvis man får cancer er det en god idé at tage til Sverige eller Frankrig, for der er overlevelseschancerne bedre, end hvis man forlader sig på det danske sygehusvæsen. Hvis man har ambitioner om, at ens barn skal lære noget i folkeskolen kan man også med fordel rejse til andre europæiske nabolande - for det kniber med at holde kvaliteten af undervisningen oppe, især i de første, vigtige år i folkeskolen. Selvmords- og skatteprocenterne i Danmark er heller ikke noget at prale af. De er alt for høje.

Det betyder ikke at Danmark er et dårligt land. Men det betyder, at man er på vildspor, hvis man bilder sig selv ind, at vi bare er verdensmestre i alting og roligt kan være os selv nok. Vi har meget at lære af vores europæiske nabolande - og de har meget at lære af os. Og vi har mere tilfælles, end der er forskelle.

Den kulturelle samhørighed

Derfor fremhæver jeg som tilhænger af det europæiske samarbejde ofte den kulturelle samhørighed. Fordi man snyder sig selv, hvis man bilder sig ind, at vores naboer ikke slås med de samme problemer som os. De tyske børnefamilier har også problemer med at få børnene i vuggestue. Belgierne vil også gerne helbredes for livstruende sygdomme. De unge i Holland og Sverige vil også gerne have et rent miljø, ligesom vi vil.

Vi har altså problemerne har vi til fælles på tværs af landegrænser. Men ikke nok med det: Vi har også i vidt omfang en fælles kulturel, historisk, religiøs baggrund, som gør at vi har fælles ønsker for fremtiden.

Og dette fællesskab - denne kulturelle samhørighed om man vil - er langt tættere end den er med mange andre kulturer. Vi er i stort omfang enige i vores opfattelse af demokrati, menneskerettigheder, at vi vil bygge vores samfund på markedsøkonomi osv.

Pointen i at fremhæve den kulturelle samhørighed er derfor at slå fast: Der er mere som samler, end som deler i Europa. Vi skal bygge på de vi har til fælles - og vi skal bygge for at løse vores fælles problemer. De værdier, som vi i Europa er fælles om, er værd at kæmpe for. Og skal vores værdier vinde genklang i den store verden, når fremtiden formes, så er det afgørende at vi et europæisk fællesskab formår at sætte dem højt på den internationale dagsorden.

Nationalisme betyder krig

Men kan man dæmme op for nationalisme ved at centralisere beslutninger. Det lyder som et ledende spørgsmål, som fører til et nej. Men det kommer selvfølgelig an på. Og ved nærmere eftertanke er mit svar faktisk ja!

Hvis man skal afgøre om centralisering af beslutninger kan dæmme op for nationalisme, må man stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det som giver næring til nationalisme? Her er misundelse et af de første ord, som falder mig ind. Hvis naboen har det bedre eller hvis man belemres med problemer som f.eks. arbejdsløshed, flygtningestrømme, regionale konflikter eller en svigtende økonomi, så er der grobund for, at demagoger kan tage fat og spille på den indre svinehund.

Jeg er sikker på, at det forpligtende europæiske samarbejde i EU spiller en nøglerolle, når det gælder om at skabe et bedre Europa for alle europæere, og dermed fjerne grobunden for nationalisme. Skal vi bekæmpe arbejdsløsheden i Europa er det nødvendigt med et forpligtende samarbejde som f.eks. ØMU-en. Derved kan man undgå, at ét land tørrer sin arbejdsløshed af på naboen ved at devaluere. Det samme gælder flygtningespørgsmålet, som jo ikke mindst optager den yderste højrefløj. Hvis ikke vi formår at samarbejde på tværs af grænser om flygtningeproblematikken, så f.eks. Tyskland skal løse alle de centraleuropæiske flygtningeproblemer, er det benzin på det nationalistiske bål. Den nu afdøde franske præsident Mitterand formulerede det så skarpt, at "nationalisme betyder krig".

Når det er sagt, så siger det selvfølgelig sig selv, at man ikke skal centralisere alle beslutninger. Det er ikke noget formål i sig selv. Men når det gælder grænseoverskridende problemer er jeg ikke i tvivl om, at man i mange tilfælde med fordel kan træffe det politiske valg centralt. Dermed er jeg også tilbage til den kulturelle samhørighed, for forudsætningen for at træffe beslutninger fælles centralt er, at vi har noget at være fælles om.

Jeg er ikke i tvivl: Den kulturelle samhørighed er der. Der er mere som samler, end som deler. Vi har værdierne - med demokrati, menneskerettigheder og markedsøkonomi som nøglebegreber - til fælles, og derfor behøver vi ikke frygte at grænseoverskridende problemer løses i et forpligtende fællesskab på tværs af grænser.

Note: Bragt i Unge Mod Unionens medlemsblad i januar 1999.

Læs mere her i sektionen "Artikler & Taler".