Pressemeddelelse
line.gif (862 bytes)

Konservativ generalforsamling med spisning og privilegeret information

Det Konservative Folkeparti i Allerød holdt generalforsamling tirsdag den 22. januar i Lillerødhallerne. Inden generalforsamlingen hyggede de konservative sig med spisning med god mulighed for at snakke politik og Allerød med andre konservative.

”Vi har i 2007 fået strømlinet vores kommunikation med medlemmerne, så de hurtigt og effektivt får, hvad vi i daglig tale kalder ’privilegeret information’. Vi vil gerne have, at vores medlemmer er klædt godt på, når de snakker med naboen om politik og om Allerød”, siger Martin H. Wolffbrandt der blev genvalgt som formand for Det Konservative Folkeparti i Allerød på generalforsamlingen.

Et par eksempler er, at da Ekstra Bladet gav Allerød en unfair behandling fik de konservative parti-medlemmer pr. mail et notat med ’facts om Oslo-turen’, som gav det reelle billede af historien. Medlemmerne fik også kommunens budgetaftale for 2008, så snart den var på plads.

I 2007 etablerede de konservative i Allerød et stærkt samarbejde med Rudersdal KU, som dækker kommunerne Allerød, Furesø og Rudersdal.

”KU kommer vi til at se meget mere til i Allerød i 2008. Det gælder både i vores partiorganisation, hvor KU nu har fast plads i bestyrelsen og i lokalsamfundet, hvor de studerende på Allerød Gymnasium vil opleve, at der virkelig sker noget i KU. Et smugkig på deres website www.rudersdalku.dk viser i hvert fald, at det ikke er energi de mangler.”, siger Martin H. Wolffbrandt.

Landspolitisk bød 2007 på at Allerød både vandt et konservativt folketingsmandat ved folketingsvalget og tabte det igen, da Pia Christmas-Møller efterfølgende blev løsgænger.

”Vi leverede et stærkt bidrag til det konservative landsresultat. Så stærkt, at Pia Christmas-Møller blev valgt på et kredsmandat. Vores kreds er med 8.800 konservative stemmer særdeles attraktiv og giver valg til folketinget for en kandidat med den rigtige profil. Derfor er jeg overbevist om, at efter næste valg har Allerød et konservativt folketingsmedlem igen. Allerød er en god, konservativ kommune. Derfor skal vi selvfølgelig også have et konservativt medlem af folketinget. Gerne et, der lytter og tager aktion når vi f.eks. sætter fokus på den kommunale udligning, som koster os dyrt og reelt underminerer skattestoppet i Nordsjælland.”, slutter Martin H. Wolffbrandt.

På generalforsamlingen blev valgt en bestyrelse bestående af formand, næstformand, 5 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter. Bestyrelsen udgøres af Martin H. Wolffbrandt , Skovmarken (formand), Henrik F. Haugaard Pedersen , Uggeløsegård (næstformand), Per Andersen , Gl. Lyngevej (bestyrelsesmedlem), Poul Boyer ,Ligustervangen (bestyrelsesmedlem), Rene Grubbe Hansen, Magnolievangen (bestyrelsesmedlem), Sven Leffland , Ligustervangen (bestyrelsesmedlem), Erik Rasmussen , Kærhøjgårdsvej (bestyrelsesmedlemmer), Jens Birkeholm , Gyvelvej (suppleant) og Ulrik Tarp Jensen, Pinievangen (suppleant). Derudover er Victor Bilecka medlem af bestyrelsen (Rudersdal KU).